søndag den 4. maj 2014

Divergent - afvigeren


Dansk titel: Afvigeren
Org. titel: Divergent 
Forfatter: Veronica Roth
Serie: Divergent #1
Sider: 429
Forlag: Alvilda

Beskrivelse fra saxo.com:
“Divergent. Afvigeren” er en forrygende og tankevækkende Science Fiction roman, som handler om faren ved at være anderledes end alle andre, samt ikke at vide, hvor man hører til.
I en postapokalyptisk fremtidsverden lever 16-årige Beatrice Prior, der også bliver kaldt Tris.
Samfundet er opdelt efter menneskets værdier og kvaliteter.
Der er 5 faktioner – alle med forskellige normer – som består af: Puritanerne, Sanddru, Pacifisterne, Intelligentsia og Skytsenglene.
Det er på tide, at Tris finder ud af hvilken del af samfundet, hun hører til, men dét er ikke en let opgave, for det vil for evigt diktere, hvordan hendes liv ser ud, og samtidig kan det ende med at adskille hende fra sin familie.


Anmeldelse:
Bogen handler om et postapokalyptisk samfund, det er delt op i fem faktioner. Men Beatrice falder uden for kategori: hun er divergent. Dette faktum bringer hende i stor fare samtidig med det tvinger hende til at træffe nogle svære valg.

Bogen starter stille og roligt, men bygger hurtigt op. Veronica Roth formår at præsentere historien og personerne hurtigt og godt. Jeg synes det er en utrolig velskrevet bog, der virkelig inddrager læseren i personernes konflikter. Der er dog blevet lagt lidt for meget fokus på Tris og Fours kærlighedshistorie og knap så megen fokus på de konflikter som byen og samfundet stod overfor. Som læser bliver man revet med af romanen fra første side, og man har svært ved at lægge bogen fra sig. Jeg synes det var en utrolig god bog, som helt klart kan anbefales til enhver ung læser. Der er en meget gennemført bog og der er ikke nogen plothuller, hvilket giver bogen en helhed, der er uvurderlig. 

Man kommer som læser igennem en rutsjebanetur af følelser, fra det øjeblik man åbner bogen. Der præsenteres et helt nyt univers, og en hel ny tankegang, i sammenhæng med følelser man kan relatere til. Veronica formår virkelig at få læseren til at føle med de karakterer der er blevet opstillet. 

Bogen er desværre blevet sammenlignet meget med The Hunger Games, hvilket jeg mener er en klar fejl. Der er visse lighedstræk, det er korrekt, men de kan findes mellem alle bøger. Der er i min verden stor forskel på de to triologier, og jeg synes det er en skam, at Divergent kommer til at stå lidt i skyggen af The Hunger Games, når de er så forskellige som de er. 

Bogen får 4.5 stjerner. Utrolig gennemført bog med fantastisk plot, men desværre blev der lagt for meget fokus på kærlighedshistorien - derfor ikke 5 stjerner.

 

Anmeldelsen er skrevet af Natasia.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar